Шесть романсов написаны в разные годы между 1869 и 1884 годами.

Оригинальное название — «Romancer (ældre og nyere)».

1. Fra Monte Pincio
2. Dulgt Kjærlighed
3. I Liden højt... Читать дальше

Шесть романсов написаны в разные годы между 1869 и 1884 годами.

Оригинальное название — «Romancer (ældre og nyere)».

1. Fra Monte Pincio
2. Dulgt Kjærlighed
3. I Liden højt deroppe
4. Millom Roser
5. Ved en ung Hustrus Båre
6. Hører jeg Sangen klinge

Fra Monte Pincio / From Monte Pincio
Dulgt kjaerlighed / Hidden Love
I liden højt deroppe / Upon a Grassy Hillside
Millom rosor / Neath the Roses
Ved en ung hustrus båre / At the Grave of a Young Wife
Hører jeg sangen klinge / Hearing a Song or Carol

Оригинальные вокальные тексты

1. Fra Monte Pincio — Бьёрнстьерне Бьёрнсон
Aftenen kommer, Solen staar rød;
Farvende Straaler i Rummet henskylle
Lyslængsel'ns Glands i uendelig Fylde; --
Fjeldet forklares som Aasyn i Død.
Kuplerne gløder, men længere borte
Taagen langs Markernes blaalige Sorte
Vugger opover som Glemselen før:
Over hin Dal dækker tusind Aars Slør.
Aft'nen, hvor rød og varm,
Blusser af Folkelarm,
Glødende Hornmusik,
Blomster og brune Blik. --

Tankerne stræber i Farver og Toner
Trofast mod det, som forsoner.

Stille det bliver, end dunklere blaa,
Himmelen vaager og venter; -- opunder
Fortid, som drømmer, og Fremtid, som stunder,
Usikre Blus i det rugende Graa!
Men de vil samle sig! Roma fremstige
Lystændt en Nat for Italiens Rige:
Klokkerne kime, Kanonerne slaa,
Minderne flamme paa Fremtidens Blaa! --
Yndigt om Haab og Tro
Op mod Nygifte to,
Jubler en Sanger til
Cither og Fløjtespil.
Stærkere Længsler faar barnesød Hvile; --
Mindre tør vaagne og smile.

2. Dulgt Kjærlighed — Бьёрнстьерне Бьёрнсон
Han tvær over bænkene hang;
hun lystig i dansen sig svang.
Hun legte, hun lo
med en og med to; --
hans hjærte var nærved at briste,
men det var der ingen, som vidste.

Hun gik bag ved laden den kvæld,
han kom for at sige farvel.
Hun kasted sig ned,
hun græd og hun græd,
sit livs-håb, det skulde hun miste.
Men det var der ingen, som vidste.

Ham tiden faldt frygtelig lang.
Så kom han tilbage en gang.
-- Hun havde det godt;
hun fred havde fåt;
hun tænkte på ham i det sidste.
Men det var der ingen, som vidste.

3. I liden høit deroppe — Юнас Ли
I liden høit deroppe
Der ligger en Snarøj'd og sigter,
Ligger en Klarøj'd og digter;
Højt over Vrimlen og Stimlen
Ser han Himlen blå,
O så blå, evig, herlig blå!
Imellem Granernes Toppe.

Ved Elven dybt dernede,
Som suser blandt Bjerke sit Kvæde,
Står Digterens Glæde, hans Rede.
Just midt i Vrimlen og Stimlen
Ser han Himlen blå,
O så blå, evig, herlig blå!
I kjære Øjne dernede.

Men rør ej, rør ej Redet!
Der ligger en Snarøj'd og sigter,
Ligger en Klarøj'd og digter;
Højt over Vrimlen og Stimlen
Skal fra Himlen blå,
O så blå, evig, herlig blå!
Nok Skytten Redet få fredet.

4. Millom Rosor — Кристофер Янсон
I Hagen sat Mod'ri med Barnet på Fang,
millom Rosor,
ho log, og ho hyfste det Dagen so lang
millom Rosor,
ho kysste på Auga, ho kysste på Kinn.
"Gud gjeve eg altid såg Kvilstaden din
millom Rosor."

Og Hagen vardt bladlaus, han døjdde kvar Leik,
millom Rosor,
I Stova låg Guten so kald og so bleik
millom Rosor,
Og Mod'ri batt gråtfull kring Kista ein Krans,
no skulde ho altid sjå Kvilstaden hans
millom Rosor.

5. Ved en ung Hustrus Båre — Улаф Петер Монрад
Blegnet, blegnet, hun, midt i Livets Glød;
Segnet, segnet, hun som ej aned Død.
Døden agted ej
Livets Blomstervej,
Fagrest Blomst den brød!
Sorgens Toner lyde,
Kan ej Fred betyde,
Længslens Suk og Råb,
Kan det rumme Håb?

Båren, Båren sænkes i Jorden ned;
Tåren, Tåren spejler det mørke Sted.
Han som mi sted jo
Kjærlig Lykkes Ro,
Far og Mor stå ved
Da usynlig kommer
Livets store Dommer,
Lærer dem det Råb,
Som kan rumme Håb.

6. Hører jeg sangen klinge — Юхан Нурдаль Брун Рольфсен
Hører jeg sangen klinge,
der engang klang så varm.
Det er, som vilde den springe,
min vilde stormende Barm.

Den hvælvede Skov jeg kårer,
så dunkel og så sval,
der leser sig i Tårer,
min grændselose Kval.

Х Свернуть